Fair play fra første bold
Regelsæt
De officielle regler for Klubligaen i Holbæk Padel Klub. Her finder du alt om deltagelse, kampafvikling, resultater og walkover.
Deltagelse og puljer
Klubligaen er for medlemmer af Holbæk Padel Klub og spilles med faste makkerpar. Deltagelse er gratis. Der er en Damerække samt en Herrerække, som også er åben for kvinder. Deltagere skal have en profil (gratis) på Rankedin for at kunne deltage.
Parrene inddeles i puljer efter niveau baseret på DPF-ranglisten, resultater i forskellige turneringer, Lunar Liga, Zenz Open, Klubmesterskaber og spillernes egen vurdering - eventuelt fra makkerbørsen. I efterfølgende runder bestemmes placeringen primært af resultater og op-/nedrykning fra den foregående runde. Nye deltagere bliver vurderet efter de samme kriterier.
Puljerne er typisk på 5-8 par. Der spilles én kamp mod hvert af de øvrige par i puljen, og rundens varighed er 3-4 måneder.
Planlægning af kampe
Parrene aftaler selv, hvornår kampene spilles. Begge par skal tage initiativ og aktivt medvirke til planlægningen og besvare henvendelser i Rankedin-chatten inden for rimelig tid.
Planlægning og kommunikation omkring kampene foregår via Rankedin. Spillerne bør derfor sikre sig, at de modtager besked, når der kommer henvendelser, og besvare henvendelser fra modstanderne inden for rimelig tid. Hvis to par kan blive enige om at spille andetsteds, eventuelt indendørs, er det tilladt.
Alle kampe skal være planlagt og afviklet inden de frister, der fastsættes for den enkelte runde. Typisk skal første kamp være spillet i rundens første måned, og alle kampe skal være aftalt og planlagt inden udgangen af rundens anden måned.
Banebooking og bolde
Parret, der står øverst i kampoversigten, har ansvaret for at booke banen i to timer og medbringe spilbare bolde. Spillerne anvender deres almindelige bookingrettigheder i klubben.
Kampformat
Der afsættes to timer til en kamp, og der skal være booket to banetimer, medmindre parrene er enige om noget andet. Der spilles bedst af tre sæt.
Hvis der efter de første to sæt er mindre end 45 minutter tilbage, spilles tredje sæt som Match Tiebreak - først til 10 point med to overskydende. Hvis kampen ikke er færdig efter to timer, skal den færdiggøres med det samme på en ledig bane. Er det ikke muligt, aftales en ny tid, hvor kampen fortsættes fra den stilling, hvor den blev afbrudt.
- Der spilles med Star Point ved 40-40 - Golden Point efter to fordele.
- Alle spillere skal under spil have battets sikkerhedsstrop omkring håndleddet.
Fair play og kendelser
Klubligaen spilles uden dommer. Spillerne dømmer på egen banehalvdel. Hvis spillerne ikke kan blive enige om en kendelse, spilles bolden om.
Resultatindberetning
Vinderen har ansvaret for at indtaste resultatet i Rankedin umiddelbart efter kampen. Modstanderen skal efterfølgende bekræfte resultatet.
Placering i puljen
Placeringen i puljen afgøres efter følgende rækkefølge:
- Antal vundne kampe
- Indbyrdes opgør
- Sætdifference
- Partidifference
Op- og nedrykning
Som udgangspunkt rykker nummer 1 og 2 én pulje op, mens de to nederste par rykker én pulje ned efter afslutningen af en runde. Nye par placeres af turneringsledelsen på det niveau, der vurderes passende.
Hvis et par splitter op eller skifter den ene spiller ud til en ny runde, betragtes holdet som et nyt par. Turneringsledelsen vurderer ud fra det samlede niveau, om parret kan beholde den opnåede puljeplacering eller skal placeres i en anden pulje.
Hvis et par springer en runde over, rykker parret én placering ned i ligaens samlede rangering.
Ændringer under en runde
Det er ikke tilladt at skifte makker under en igangværende runde - uanset årsagen. Hvis runden er sat i gang, men ingen kampe er spillet, kan turneringsledelsen vælge at tillade en udskiftning af en skadet spiller. Den nye spiller skal være på niveau med den skadede spiller.
Hvis et par udgår af turneringen undervejs, annulleres alle parrets resultater i den pågældende runde, så de allerede spillede kampe ikke påvirker puljens slutstilling.
Afbud, skader og walkover
- Hvis et par udebliver uden at melde afbud, gives en WO. Det fremmødte par vinder kampen 6-0, 6-0.
- Ved afbud senest 24 timer før kamptidspunktet skal de to par finde en ny dato.
- Ved afbud mindre end 24 timer før spilletidspunktet, hvor et nyt tidspunkt ikke kan findes inden for en rimelig frist, kan modstanderne søge en WO, medmindre parrene i mindelighed finder en ny tid.
Skade under kamp
Hvis en spiller rammes af skade under kampen, har spilleren fem minutter til at komme sig og genoptage spillet. Hvis kampen må afbrydes, taberdømmes parret, og resultatet føres i Rankedin, som om det taberdømte par taber de endnu ikke spillede partier.
Eksempel: Afbrydes kampen ved 6-4, 1-2, vinder modstanderne de resterende partier i andet sæt samt tredje sæt, så slutresultatet registreres som 6-4, 1-6, 0-6.
Ikke-spillede kampe og passivitet
Alle kampe skal afvikles inden rundens udløb. Kampe, der ikke er spillet ved rundens afslutning, registreres som udgangspunkt uden resultat og tildeles 0 point til begge par.
Begge par har et fælles ansvar for aktivt at medvirke til at finde en spilledato. Det forventes, at begge par er fleksible og kommer med flere konkrete forslag til tidspunkter.
Hvis et par gentagne gange undlader at svare eller afviser konkrete og rimelige datoforslag uden selv at komme med alternativer, kan det aktive par kontakte turneringsledelsen med dokumentation, eksempelvis fra Rankedin-chatten.
Procedure ved passivitet
- Frist: Henvendelse om passivitet/WO skal ske senest 14 dage før rundens afslutning. Senere henvendelser behandles som udgangspunkt ikke.
- Påmindelse: Turneringsledelsen sender en skriftlig påmindelse til det passive par med forslag til spilledatoer og en kort svarfrist.
- Svar: Parret skal inden fristen acceptere en foreslået dato eller selv komme med konkrete alternative datoer.
- Afgørelse: Hvis parret fortsat ikke svarer eller reelt medvirker til at få kampen planlagt, kan turneringsledelsen tilkende modstanderparret sejr på WO.
Turneringsledelsens afgørelser
Hvis der opstår en situation eller tvist, som ikke er beskrevet i dette regelsæt, træffer turneringsledelsen den endelige afgørelse. Afgørelsen træffes ud fra hensynet til fair play, sportslig rimelighed og en retfærdig afvikling af klubligaen. Turneringsledelsens afgørelse er gældende for den pågældende sag.
Har du læst reglerne?
